Den første retningslinje for at hjælpe et andet menneske i sorg, er ikke at haste ind og forsøge at trække dem ud af sorgen - ikke at prædike eller filosofere over døden, fortiden eller fremtiden.
Sørgende mennesker har brug for at blive behandlet som hellige kar, hvorigennem livets flod flyder i al sin magt og al sin skønhed - som mennesker, der har den ene fod i denne verden, og den anden fod i den næste verden. Sørgende er i et intenst rituelt rum, og din adfærd bør være ærbødig over for det.
Det er meget svært ikke at blande sig med floskler, prædikener og pep-taler, men du skal begrænse dig selv. Det er et tidspunkt hvor du bør holde verden på afstand og lade den sørgende fuldt ud opleve sin sorg i ord, i gråd, i raseri, i fuldstændig stilhed, i fortvivlelse, i anfald af latter, i fornægtelse og ved at skyde skylden på - uanset hvilken måde den sørgende vælger at udtrykke sin sorg. Hvis du kan se dig selv som en assistent til sorg, i stedet for som en rådgiver, vil du være i stand til at tage din rette plads i dette ritual.
Den anden retningslinje for at skabe et helligt rum hvor en anden kan slippe sin sorg, er selv at være tilstrækkeligt adskilt fra død eller tab (eller helt at have gennemlevet det selv), for at kunne fungere som en rituel vogter, i stedet for en fælles sørgende.
Hvis du endnu ikke har gennemlevet dit eget tab, vil du højst sandsynligt blive en sørgende med den sørgende - og så er der ingen tilbage, til at styre ritualet.
Analogien om at sikre din egen iltmaske, før du hjælper andre med deres, kan bruges på denne situation. Der er ingen skam i, at være i sorgens flod - men de dybtgående følelser i sorgen, tager al din energi.
Hvis du selv er i sorg, vil du ikke have kapacitet til at skabe helligt rum for en anden, og du bliver nødt til at finde en anden til at hjælpe dig og den primære sørgende.
For at være klar, behøver du ikke at være følelsesløs og ligeglad, for at være en god støtteperson - det er overhoved ikke det der kræves. Du skal blot oprette og vedligeholde klare grænser mellem dig selv og den sørgendes dybe proces. Din jordforbindelse og dine evner til at holde fokus, er også meget vigtige, for du må være i stand til at lade følelser flyde igennem dig, når de opstår.
Sorg bevæger sig (fordi det både er en fælles følelse og en personlig), så selvom du er fokuseret, kan det ske at du bevæger dig ind i sorgen sammen med den sørgende. Hvis du opdager at det er sket, så træk vejret dybt og slap bevidst af i din krop, så sorgen kan flyde gennem dig. På denne måde kan du ære sorgen og samtidig bevare din position som en assistent.
Hvis du kan skabe et sorgalter eller sorgområde (med musik, fotos eller hellige genstande, stearinlys, privatlivets fred, eller noget andet, der sker for dig eller den sørgende), vil du være i stand til at etablere et helligt rum til den sørgende og dig selv. Når der findes et ceremonielt fokuspunkt, kan den sørgende sende sine ord og følelser ind i helligdommen - i stedet for ind i dig. Helligdomme hjælper også til at opnå en vis adskillelse fra de intense følelser - uden at fortrænge eller adskille sig fra dem.
Din opgave som assistent er ikke at indsamle og bearbejde den sørgendes sorg i din egen krop, men at skabe et sted, der gør det muligt for personen at frigive sine følelser, sit tab og lade den afdøde forlade sig og rejse ind i den næste verden.
Når den sørgende er færdig, skal du flytte dig selv og den sørgende væk fra helligdommen (eller sorg området), og få noget at spise eller drikke, som en måde at give jer jordforbindelse på igen. Følg dine instinkter, i forhold til at nedbryde helligdommen. Den sørgende ønsker måske at bevare helligdommen og fortsætte med at sørge alene - nu, hvor der er skabt et helligt rum for sorgen.
Ær den sørgendes ønsker og afslut jeres proces med en tak til helligdommen. Mærk dig selv, og sørg for at forfriske dig selv, når du har tid alene i et par minutter. At gennemarbejde sorg (selv som assistent) ændrer dig, og når du kan forfriske dig selv bevidst, kan du integrere disse ændringer på en god måde.
Kilde: Grief: The deep river of the soul af Karla McLaren
