Sorgens 5 faser og hvordan man kommer gennem dem

Modellen over sorgens 5 faser er udviklet af Elisabeth Kübler-Ross, som arbejdede med uhelbredeligt syge patienter.

Modellen kan bruges som rettesnor, over for en hver form for sorg og personligt tab, for eksempel når man oplever; at ens elskede dør, afslutningen på et parforhold eller en skilsmisse, at miste sit job eller sin indkomst, at miste sin frihed ved fængselsstraf, at man har en alvorlig eller kronisk sygdom og også ved mindre tab.

De fem faser er naturlige reaktioner, der hjælper os til at lære at leve med vores tab. Modellen er en hjælp til at forstå, at vores følelser og reaktioner er normale, og til at vise at der er en vej frem.

Modellen er en rettesnor - alle går ikke igennem alle faser, og rækkefølgen kan være forskellig fra menneske til menneske.

Sorg er ikke en lineær proces - man kan hoppe frem og tilbage mellem faserne, og opleve dem med forskellig intensitet. Alle udtrykker og oplever deres sorg, på deres egen personlige måde.

# 1. Fornægtelse

Den første reaktion er benægtelse. Det hjælper os til at overleve tabet. I denne fase, bliver verden meningsløs og overvældende. Livet giver ingen mening. Man er i en tilstand af chok og fornægtelse. Man bliver følelsesløs. Man spekulerer på, hvordan man kan fortsætte og hvorfor man skal fortsætte. Man forsøger at finde ud af, hvordan man klarer bare det, at komme igennem dagen. Benægtelse og chok hjælper os til at klare det og gør overlevelse mulig.

I denne fase har personen endnu ikke erkendt, det der er sket, personen forstår ikke hvad der er sket, eller mener det må være en fejltagelse. I stedet klamrer personen sig til en falsk virkelighed.

Det er normalt at reagere på oplysningen om tabet med stor vantro. Man nægter at forstå det fulde omfang af tabet, for at undgå smerten. Chokvirkningen virker som en følelsesmæssig beskyttelse, mod at blive alt for overvældet på én gang. Dette kan vare i flere uger.

Det er naturens måde til kun at lade os opleve så meget, som vi kan håndtere. Efterhånden som man accepterer at tabet er virkeligt og begynder at stille sig selv spørgsmål, begynder healingsprocessen. Man bliver stærkere, og benægtelsen begynder at falme. Men når benægtelsen falmer, vil de følelser der har været holdt på afstand, begynde at dukke op til overfladen.

# 2. Vrede

Når den enkelte erkender, at benægtelsen ikke kan fortsætte, bliver personen frustreret, især på dem der er i nærheden. Typiske reaktioner på dette stadie kan være: Hvorfor mig? Hvordan kan det ske for mig? Det er ikke fair! Hvis skyld er det? Hvorfor skulle dette ske?

Det er normalt at lange ud efter andre og uberettiget lægge skylden på andre. Prøv at kontrollere dette, da det kan skabe permanente skader i forholdet til dem det går ud over.

I denne periode giver man slip på de ophobede følelser.

Vrede er en nødvendig fase i healingsprocessen. Vær villig til at føle din vrede, selvom den kan synes endeløs. Jo mere du virkelig føler den, jo mere vil den begynde at fordampe og jo mere vil du heale. Der er mange andre følelser under vreden, men vrede er den følelse, som vi har mest brugt for at beherske. Vreden kan synes uendelig. Den kan vende sig mod dine venner, lægerne, din familie, dig selv, din elskede, den eller det der er mistet eller mod Gud.

# 3. Forhandling

Den tredje fase indebærer håb om, at personen kan undgå at situationen fører til sorg, gennem forhandling og kompromis.

Før tabet sker, kan det være at man vil gøre hvad som helst, for at det ikke skal ske. "Kære Gud," kan man sige "Jeg vil aldrig mere blive vred på min kone igen, hvis bare du vil lade hende leve."

Efter tabet er sket, kan forhandlingerne tage form af en midlertidig våbenhvile. "Hvad nu hvis jeg bruger resten af mit liv til at hjælpe andre. Kan jeg så vågne op og indse at dette har været en ond drøm?" Vi bliver tabt i en labyrint af "Hvis bare..." eller "Hvad nu hvis..." udsagn. Vi ønsker at livet vender tilbage til, hvad der var før; Vi ønsker, at få det tabte tilbage. Vi ønsker at gå tilbage i tiden: opdage kræften tidligere, opdage sygdommen hurtigere, stoppe ulykken i at ske... hvis bare, hvis bare, hvis bare.

Skyld er ofte forhandlingernes følgesvend. "Hvis bare" får os til at finde fejl hos os selv og finde ting, som vi kunne have gjort anderledes.

# 4. Depression

Jeg er så ked af det, hvorfor skulle jeg gøre noget som helst? Jeg har tænkt mig at dø snart, så det hele kan være lige meget! Jeg savner min elskede, hvorfor skal jeg fortsætte?

I fjerde fase, bliver personen ked af det, der er sket. På dette stadie kan personen blive tavs, sørgmodig og tvær og afvise besøgende. Lige når dine venner måske tænker, at nu skal du videre med dit liv, vil en lang periode med trist refleksion måske opstå. Dette er en helt normal fase i sorgen, og velmenende opmuntring fra andre udenforstående er ikke til nogen hjælp i denne fase.

I denne periode, indser man endelig det sande omfang af sit tab, og det trykker humøret. Det er normalt at have behov for at isolere sig selv, for at reflektere over de ting, man har mistet, det der ikke længere er muligt og i det hele taget fokusere på minder fra fortiden.

Der kan opstå følelser som tomhed og fortvivlelse.

Selvom det er ulideligt og føles uudholdeligt, er det vigtigt, at gennemleve smerten, og ikke forsøge at fortrænge den, undgå den eller flygte fra den med alkohol, piller eller narkotika. Det er normalt at føle skyld eller ærgre sig over ting man gjorde eller ikke fik gjort, mens man havde muligheden. Livet føles kaotisk og skræmmende i denne fase.

I denne fase, flyttes vores opmærksomhed ind i nutiden. Sorgen kommer ind i vores liv på et dybere plan, dybere end vi nogensinde havde forestillet os. Denne depressive fase føles som om den vil vare evigt.

Det er vigtigt at forstå, at denne depression ikke er et tegn på psykisk sygdom. Det er en passende reaktion på et stort tab. Man trækker sig tilbage fra livet, efterladt i en tåge af intens tristhed, gad vide, måske, om der er nogen mening med at fortsætte alene? Hvorfor fortsætte overhovedet?

Depression efter et tab betragtes nogen gange som unaturligt: en tilstand, der skal fixes, som personen skal bringes ud af. Det første spørgsmål at stille er, om ikke den situation, personen er i, rent faktisk er deprimerende. Tabet af en elsket en er en meget deprimerende situation og depression er en normal og passende reaktion. Ikke at opleve depression efter at en elsket er død, ville være usædvanligt. Hvis man betragter sorg som en healingsproces, så er det at sørge et af de mange nødvendige skridt på vejen.

# 5. Accept

Det skal nok gå alligevel. Jeg kan ikke ændre det, jeg kan lige så godt lære at leve med det.

Når man begynder at tilpasse sig livet som det er, uden længere at have det man har mistet, begynder livet at blive lidt roligere og lidt mere organiseret. De fysiske symptomer mindskes, og "depressionen" begynder at lette lidt.

Efterhånden som man bliver mere funktionel, begynder man igen at kunne tænke konstruktivt, og man vil begynde at søge og finde realistiske løsninger, på de forandringer som tabet har ført med sig. Man vil begynde at arbejde for at løse praktiske og økonomiske problemer og rekonstruere sig selv og sit liv på en ny måde.

I den sidste faser lærer man at acceptere og håndtere virkeligheden i situationen. Accept betyder ikke nødvendigvis øjeblikkelig lykke. Men man finder en måde at komme videre i livet. Man begynder igen at se fremad og planlægge ting for fremtiden.

Accept forveksles ofte med begrebet at være "okay", med det der er sket. Dette er ikke tilfældet. De færreste mennesker kommer nogensinde til at føle, at det er okay, at have mistet deres elskede. Denne fase handler om at acceptere den nye virkelighed, at vores elskede fysisk er væk, og erkende, at denne nye virkelighed er den permanente virkelighed.

Vi lærer at leve med det. Vi må nu forsøge at leve i en verden, hvor vores elskede mangler.

Mange mennesker føler modstand mod denne nye tilstand og ønsker at bevare livet, som det var før tabet skete. Med tiden, gennem gradvis større accept, indser vi dog, at vi ikke kan fastholde fortiden. Noget er blevet ændret for evigt, og vi skal justere os. Vi må lære at organisere roller, uddele dem til andre eller selv tage dem på os. Det at finde accept kan hjælpe os til at have flere gode dage end dårlige.

Når vi begynder at leve igen og nyde vores liv, føler vi ofte, at ved at gøre dette, forråder vi vores elskede. Vi kan aldrig erstatte det tabte, men vi kan skabe nye forbindelser, nye meningsfulde relationer, nye indbyrdes afhængigheder. I stedet for at benægte vores følelser, kan vi lytte til vores behov. Vi kan begynde at nå ud til andre og blive involveret i deres liv. Vi investerer i vores venskaber og i vores forhold til os selv. Vi begynder at leve igen, men vi kan ikke gøre det, før vi har givet sorgen sin tid.